-
Ny lov kan tvinge København til at øge hastigheden på 38 strækninger: »Et kæmpe fejlskud«
Source: BDK Borsnyt / 17 Jan 2025 04:27:09 America/Chicago
På en lang række veje i København er hastighedsgrænserne det seneste år blevet sænket som forsøg, så biler maksimalt må køre 30 eller 40 kilometer i timen. Men det kan nu blive ophævet og rullet tilbage som følge af en varslet ændring af færdselsloven fra Transportministeriet. »Det er et kæmpe fejlskud. Altså, det er en total undergravning af det kommunale selvstyre,« siger Enhedslistens Line Barfod, teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune med henvisning til, at et bredt flertal på Københavns Rådhus samt lokale borgere i København har ønsket hastighedsbegrænsningerne indført. Ændingen udspringer af regeringens løfter om om at skære i det offentlige bureaukrati. Som et led i de planer har man været i dialog med politiet, som hidtil har haft beføjelse til at give endelig tilladelse eller nedlægge veto, hvis en kommune ønsker at ensrette trafikken, sænke hastigheden eller forbyde bilkørsel på en vej, vejet op mod sikkerhed og folks mulighed for mobilitet. Det har i København ført til lange brevvekslinger mellem politigård og rådhus. For at lette politiet for den opgave og spare 22 årsværk på landsplan, vil Transportministeriet vil i stedet indføre et sæt ens regler, der læner sig op ad politiets nuværende og skal gælde i samtlige kommuner. 38 steder rulles farten retur til 50 km/t Men kommunerne er vrede og uforstående over de nye regler. For i dem ligger en hensyn til mobilitet og afvikling af trafik som tilsiger, at hvis der kører over 4.000 biler på en vej i døgnet i gennemsnit, kan der ikke indføres hastighedsbegrænsninger. Og kører der over 1.000 biler i døgnet, kan en vej ikke længere ensrettes eller lukkes af for trafik. I København vurderer forvaltningen, at man på op til 38 strækninger er nødt til at ophæve den grænse på 40 km/t, som man netop har fået indført. Ifølge forvaltningen vil en række projekter med ensretninger ikke blive mulige i forbindelse med et begrønningsprojekt på Frederiksborgvej, et klimaprojekt i Sigurdsgade, og ensretning af Toldbodgade. Derudover er der ønsker om ensretninger på Øster Søgade, Randersgade og ved fremtidig Dybbølsbro, som ikke kan gennemføres. Der vil heller ikke kunne lade sig gøre at gennemføre planlagte lukninger af veje for eksempel Trafikø Ydre Østerbro og Vesterbro Passage Bypark, hvor man drømmer om at omdanne Vesterbrogade foran Tivoli til et parkanlæg. På 38 strækninger i København vil kommunen være nødt til at tilbagerulle en begrænsning af farten til 40 km/t, så der igen kan køres 50 km/t. »Jeg forstår slet ikke, at kommunerne ikke længere kan lave den type tiltag både for at nedbringe trafikulykker og støj, som vi også er forpligtet til. Det fjerner også muligheden for at opfylde ønsker fra borgerne selv,« siger Line Barfod. Også i Odense er der protester. Her har kommunen ensrettet veje ved skoler, lavet tiltag mod vanvidskørsel og lukket hovedfærdselsåren Thomas B. Thriges Gade. Men den slags kan kommunen ikke fremover, vurderer den konservative rådmand Søren Windell. »Det er et demokratisk problem, for det fratager os muligheden for, at vi lokalt kan løse trafikale problemer i samspil med borgerne, investere i byen og sikre udvikling af de bedste lokale løsninger,« siger han. Ingen fri leg til at afspærre Vesterbrogade Utilfredsheden er så bredt funderet, at Kommunernes Landsforening (KL) torsdag sendte et brev til Transportminister Thomas Danielsen (V), hvori der advares om at det lokale råderum forsvinder: »Kommunerne arbejder for at sikre både mobilitet, skabe trygge og fredelige byrum, begrænse støj og luftforurening og ikke mindst sikre trafiksikkerheden. Den indsats bliver desværre stækket med det foreliggende forslag,« skriver Johannes Lundsfryd Jensen (S), formand for KL's Klima- og Miljøudvalg. Lovforslaget er i høring indtil udgangen af januar. Transportminister Thomas Danielsen (V) mener, at kommunernes kritik er skæv: »Det her har altid været et landspolitisk anliggende. Altid. Vi har lavet de regler, som politiet udmønter ud fra, og det er plus minus det, vi lander på nu. Der har måske været et lille kommunikationsmæssigt tomrum, hvor kommunerne har fået den opfattelse, at nu bliver der fri leg til at lave spærringer, hvor man har lyst. Det har aldrig været tanken, Nu formaliserer vi det, politiet hele tiden har administreret efter.« Han mener, at de nye regler reelt giver kommunerne langt større frirum, hvis man ser på antallet af veje, rådhusene selv kan disponere over: »I København er det altså 75 procent af vejnettet, hvor man kan sætte hastigheden ned fra 50 til 40 km/t, hvis man vil. Der, hvor man måske i København havde fået julelys i øjnene i et kort stykke tid, det var, da man troede, at man nu kunne få lov til at spærre Vesterbrogade, for eksempel, ud for Tivoli. Men det kunne man ikke, da politiet stod fra det, og det kan man selvfølgelig heller ikke nu,« siger han. https://www.berlingske.dk/indland/ny-lov-kan-tvinge-koebenhavn-til-at-oege-hastigheden-paa-38-straekninger